Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


November 2012


Kunststøttereformens mangler


Kunststøttereformen effektiviserer - men problemer løses ikke.

CulturCommentar:

Kulturministeren har i oktober fremlagt samlet lovforslag om kunststøttereform som opfølgning på den politiske aftale fra juni (se Søndag Aften arkiv). Høringsperioden er nu afsluttet, og endeligt lovforslag forventes fremsat januar 2013.

Da daværende kulturminister i 2010 nedsatte det såkaldte Kunststøtteudvalg, skete det efter en længere periode med offentlig debat om dele af kunststøttesystemet. Især havde der været en omfattende diskussion om udvalgsmedlemmers habilitet og om kunstnere, som modtog støtte fra flere kilder samtidigt.

Problemer består

Kunststøtteudvalget var enigt om at man burde imødekomme disse problemer på flere måder:
  • at hæve den maksimale hædersydelse og dermed forhindre, at kunstnere både fik hædersydelse og arbejdslegater
  • at fritage det politiske system helt fra udpegning af udvalgsmedlemmer
  • at fritage kunstnerorganisationerne helt fra udpegning af udvalgsmedlemmer
Den politiske aftale fra juni 2012 og det aktuelle lovforslag, som er til høring, følger ikke disse anbefalinger. Den maksimale hædersydelse er uændret, så modtagere af hædersydelser kan fortsat modtage arbejdslegater. Den diskussion som forfatteren Jens Christian Grøndahl startede, har således ikke fundet nogen løsning.

Ministerudpeget bestyrelse

Ministeren udpeger fortsat medlemmer til fagudvalgene, og ministeren udpeger fortsat formændene for disse udvalg. Og da bestyrelsen for Statens Kunstfond skal bestå af udvalgsformændene, er det ministeren, som udpeger hele bestyrelsen. I det nuværende Statens Kunstråd udpeger repræsentantskabet halvdelen af bestyrelsens medlemmer.

Den kritik, der har været om mulige bånd mellem ministeren og bestyrelse og udvalgsformænd, er ikke løst. Og den kritik af mulig inhabilitet i forholdet mellem kunstnerorganisationers repræsentanter og udvalgsmedlemmerne er heller ikke løst.

Repræsentantskab fortsætter

Kunststøtteudvalget foreslog også, at de hidtidige repræsentantskaber for såvel Statens Kunstfond som Statens Kunstråd skulle nedlægges. Forslaget skyldtes dels de officielle evalueringer, der har været af disse repræsentantskaber, dels ønsket om at styrke armslængden mellem kunstnerorganisationerne og udvalgsmedlemmerne.

Nu fortsætter repræsentantskabet, men uden politikere, hvilket de fleste kunstnerorganisationer beklager. Repræsentantskabet får også færre opgaver end de hidtidige repræsentantskaber. Ud fra dette er det svært at forestille sig, at det offentligt diskuterede problem med manglende fremmøde til repræsentantskabernes møder bliver løst.

Det kommende lovforslag vil give en mere gennemskuelig og klar struktur. Men de problemer, som gav anledning til reformarbejdet, er uløste.

Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør
(tidligere medlem af Kunststøtteudvalget)



Søndag Aften 11/2012       Del

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 




Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2012






 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997-2012 Søndag Aften.. All rights reserved.